Kapitel 10

 
Lake Tahoe rundt m.m.
16. august 1997
Søen er :
12 miles bred
22 miles lang
maks dybde 1645 feet
gns. dybde 989 feet
omkreds 72 miles

Der kan være i alt 21.600 biler i een kørende slange rundt om søen.

Vi ved det. Vi sad i en af dem.

Bortset fra al den turisttrafik – og det er jo nok ikke uden grund her er så mange  mennesker – er Lake Tahoe et pragtfuldt sted. Søen ligger 2 km over havets overflade, og  nogle gange var vi oppe i 9000 feets højde. Det er højt.  Om vinteren er her skisport. Her var olympiske vinterlege i 1960, Squaw Valley. Vores campingplads ligger ved den sydlige del af søen tæt på byen South Lake Tahoe, som gennemskæres af Stateline, som betyder at halvdelen af byen ligger i Californien og den anden halvdel i Nevada.

Vores heldagstur, til blandt andet Reno i Nevada, startede hen ad formiddagen og gik øst om søen, hvis kyst vi fulgte til den nordlige del af søen, hvor vi drejede af til øst ad en meget smuk bjergvej til spillebyen Reno, Nevada. Byen ligger dybt nede og på et stort åbent landskab, gold og trist. Mens det normalt er et stort problem at få parkeret sin bil midt inde i en by, er det her slet ikke noget problem, store p-huse med gratis adgang ligger side ved side i selve downtown og lige op ad spillecasinoerne. På Fifth Street besøgte vi Silver Legacy, som bestemt ikke ligger under normal Las Vegas niveau. Disse kæmpehaller med spillemaskiner i tusindvis, lige fra en indsats på 10 cents til 100$ pr. hiv i håndtaget. Og havde man ikke kontanter, kunne man blot proppe sit kreditkort ind i maskinen, og spille til man blev træt og sikkert sit eget hus, bil og andet fattigere.

Vi spillede for $1.75. Vi vandt ikke noget.

Faktisk behøver man ikke at besøge mere end eet casino. Alt gøres der, for at man bliver og lægger sine penge eet sted. Her var der foruden de mange spilleborde og spillemaskiner også et cirkus med dygtige artister, hoteller, forretninger, bingosale, underholdning for børn og i midten af det hele en kæmpemaskine som ”arbejdede” med tandhjul og prust, støn og damp. Over det hele en hvælvet himmel som skiftede fra solskin til overskyet med torden og igen til klar stjernehimmel.
På første sal lå en masse restauranter, og da klokken nærmede sig normal spisetid, altså ca. 12 middag, valgte vi os et fint spisested Jeg valgte østers med et glas chablis, Mogens bestilte 2 kæmpedesserter og en øl. Tjeneren sagde, at det var dagens ordre. Men ganske lækkert, syntes vi begge.
Hjemturen blev lidt af et mareridt. Den første del gik meget fint, smuk tur op gennem bjergene til Lake Tahoe, men det var da vi nåede vejen langs søen, at vi kunne mærke weekendtrafikken. Vi kørte i en lang kø fra den nordlige del af søen til den sydlige. Så det blev rimeligt sent inden vi nåede campingpladsen igen. Men det var en god, spændende og smuk tur vi havde været på, en tur vi ikke ville være foruden.
Det var også her, i næsten 10.000 fods højde, at vi så et hus med det meget opfindsomme - og rigtige – navn: Institute of High Level Thinking.
Langs søen kunne vi fornemme lidt Prior Lake, det vil sige huse ved kysten med sejlbåde af gigantiske størrelser, lange bådebroer, store bådehuse, ja i det hele taget alt, som ved Prior Lake, alt lige fra støj fra speedbåde til støj fra plæneklippere og meget andet isenkram. Men her gør det faktisk mere ondt, for her er så smukt, at det efter vores opfattelse er lidt af en dødssynd at forulempe naturen på den måde. Vi er her en weekend, så det virker måske særligt slemt, hvor alle fra hele Californien strømmer hertil for at få lidt ”fred og ro” i en passende temperatur. Om vinteren er her sikkert ikke bedre, så er jetscooterne på søen udskiftet med snescootere på alle løjperne ind i skovene. Men én ting kan man sige, her er plads til mange, mange mennesker og man forstår selvfølgelig godt, at der kommer så mange for ønsker man ro og fred er mulighederne mange, man behøver blot at tage ind på nogle af de mange skovveje og i løbet af nul-komma-fem er man væk fra alt og alle overladt til sig selv i en pragtfuld natur. Og der er mange amerikanere, der nyder den slags ture, men der er f….. også mange, der ikke letter r…. fra deres bil eller hus.

 
Morghenmad                         $    0.00
Frokost                                  $  18.00
Aftensmad                            $    0.00
Overnatning                           $  22.00
Diverse indkøb                       $  35.00
I alt                                       $  75.00

 
 
 
 
Tilbage til hovedmenu
Til start af dette kapitel
Til indledning
Til næste kapitel